Jeg havde engang en gruppeleder som havde mottoet: "Man kan få for meget, men man kan aldrig få nok". Selv om jeg nok tror at udsagnet mere gik på fadøl end TV-serier, så er jeg tilbøjelig til at give ham ret når det angår Buffy. Men trods det er det rart at vide hvornår man overskrider grænsen fra hvor vennerne bare får et fjernt blik i øjnene når man fortæller om det seneste afsnit til der hvor deres venlige kommnetarer kun er beregnet på at holde dig beskæftiget mens nogen henter en bedøvende sprøjte og en spændetrøje.
Så derfor, i bedste David Letterman-stil præsenterer jeg her en liste over 10 tegn på at du har set for meget Buffy.
10) Du er holdt op med at referere til 'True Lies' som en Arnold-film, og kalder den 'en tidlig Eliza Dushku-film
9) Du har faktisk søgt på internettet efter UC Sunnydale for at finde ud af om man kan blive udvekslingsstudent
8) Din første reaktion når du ser en køn pige ude i byen er at checke om hun har et spejlbillede og hvordan hun reagerer på lyden af flagermus
7) Du overvejer at begynde at gå i tweed ligeom Giles
6) Rødderne griber dig i at gemme et nummer af 'Teen' med interview med Michelle Trachtenberg bag det nye nummer af 'Metal Hammer'
5) Din kæreste har ikke talt til dig i en uge, siden du foreslog at hvis jeres første barn blev en pige kunne hun sagtens hedde Buffy Hansen
4) Når fuldmånen nærmer sig, holder du op med at barbere dig i håb om at komme til at ligne Oz
3) Du overvejer at købe et dameblad bare fordi de har et interview med Sarah Michelle Gellar
2) Det første du tænker på ved ordet 'kvindekamp' er mudderbrydning mellem Buffy og Faith
1) Dit vigtigste argument for at emigrere til USA er ikke længere jobmuligheder eller lavere skatter, men at sjette sæson er startet på TV derovre