En af de muligheder der ikke kom med under '10 tegn på at du har set for meget Buffy' var 'Du ser en reklame for Star Wars filmen The Empire Strikes back og det første du tænker på er, at det var den film hvor Prinsesse Leia kalder Han Solo for Nerf Herder'.
Der er nogen film og TV-serier man altid husker bare på grund af deres indledningsmelodi. James Bond filmene, De Uheldige Helte eller Star Wars/Star Trek er nogen af de bedste eksempler på hvordan det der bare skulle have været optakten til en udsendelse er gået hen og blevet en del af vores pop-kulturelle bevidsthed.
Om Nerf Herders indledningsnummer til Buffy nogensinde når samme højder tvivler jeg på, selv om den endda er dukket op et par steder som ringetone til mobilen, med det uundgåelige juridiske efterspil til følge. Og selv efter to CD'er mangler Nerf Herder stadigt at opnå et egentligt gennembrud.
Måske er Buffys styrke snarere de sange som understøtter handlingen, som regel gennem det band som optræder på The Bronze i den pågældende uge, selv kæmpe-navne som REM tilbyder at medvirke der. Eller måske de sange som direkte indgår i handlingen, ikke mindst det kommende musikalske afsnit i sjette sæson "Once more with feeling".
Her i Danmark har vi desværre godt og vel et år igen inden vi får chancen for at se det afsnit, så i mellemtiden må det være på tide at kigge lidt på de udgivelser der allerede er kommet ud af Buffy universet.
Før TV serien var der jo den oprindelige film, og som alle andre film har den selvfølgeligt et officielt soundtrack. Der er som regel to veje et soundtrack kan gå - enten tager man den rene underlægningsmusik og udgiver den, hvorved man kun rammer den marginale del af publikum som synes at orkestermusik er fedt.
Soundtracket til Buffy filmen tager den anden vej, og smider en række kunstnere hvis musik optræder i større eller mindre grad i filmen sammen på en CD og håber på det bedste. På papiret ser det umiddelbart godt ud for Buffy soundtrack'et, navne som Ozzy Osbourne, The Cult og Rob Halford burde borge for kvalitet, men det samlede produkt virker ujævnt.
Ud over de førnævnte store navne er der to andre som tiltrækker sig opmærksomhed, diVinyls fordi Buffy senere refererer til deres kæmpehit "I touch myself" i "Lie to me" og Mary's Danish som netop som navnet antyder formår at få et stykke klamt wienerbrød ud af det gamle Clash nummer "I fought the law".
Samme opskrift følges på "Buffy The Vampire Slayer, The Album", som vist er det nærmeste vi kommer et egentligt soundtrack til TV serien.
Hvis man interesserer sig for hvad Nerf Herder egentlig laver når de ikke leverer maniske guitar-rifs til for- og slutteksterne på Buffy, så er der to albums at gå til "Nerf herder" og "How to meet girls". Ingen af dem indeholder temaet fra Buffy. Til gengæld får man en række udmærkede numre der især leder tankerne hen på de tidlige udspil fra Weezer.
Og så er der selvfølgeligt bandet som rent faktisk medvirker i serien, Oz' band Dingoes Ate My Baby, eller Four Star Mary som de i virkeligheden hedder. Modsat Nerf Herder, så kunne Four Star Mary faktisk godt være et band hvis CD jeg havde investeret i selv om de ikke havde haft noget med Buffy at gøre. Deres udspil "Thrown to the wolves" får mange postive ord med på vejen fra folk der er til alternativ grunge-inspireret rock.
Darling Violetta er endnu et band som har fået chancen for at få opmærksomhed via Buffy-universet, eller rettere via Angel-universet, for det er i virkeligheden som følge af at David Boreanaz efter tredie sæson fik chancen for at få sin egen serie at Darling Violetta fik chancen for at levere kendingsmelodien til serien.
Men listen stopper ikke her Giles, Buffys vogter i serien, også kendt som Anthony Stewart Head har netop udgivet en CD med titlen ..... en anden Buffy medvirkende er Adam Busch som spiller den gale robot-bygger Warren som skabte The Buffybot, hvis band blandt andet har spillet til fordel for ofrene for 11. september.
I mellemtiden så har de medvirkende på Angel tilbragt en god del af anden sæson på karoke-bar, dog med A ndy Hallet som eneste åbenlyse talent. Retfærdigvis skal det dog siges at det efter sigende tog David Boreanaz temmelig mange forsøg at få sin udgave af 'Mandy' til at lyde slemt nok til at instruktøren ville godtage den, så måske er mulighederne stadigt åbne.
Og så er der 'The Big Bad' himself, James Marsters også kendt som Spike, som jævnligt optræder sammen med Four Star Mary. Kunne det tænkes at han er den næste af Buffy holdet som får lov at optræde på CD?
Tilbage til skriverier