Man kan næsten høre Joss Whedon og hans Team sidde rundt om bordet og brainstorme:" Ok, vi har haft gamle vampyrer, almindelige vampyrer, hemmelige organisationer, kæreste-vampyrer, robotter, små dæmoner, kæmpe økonomistørrelse dæmoner så hvad skal vi nu sende op mod Buffy?".
Det næste måtte jo næsten blive en gud. Men hvad er egentlig gud (eller guder?) i Buffy universet? Det må vi vente til næste afsnit for at få afsløret. I mellemtiden blev det så til et ganske morsomt gensyn med 'The Council of Watchers', den hemmelige organisation som står for at finde og træne den pige som i hver generation bliver kaldet til at være 'vampyrernes skræk'.
I den oprindelige film møder Buffy sin vogter i skikkelse af Donald Sutherland som Merrick, der skal overbevise hende om at vampyrer er virkelige og at det er hendes pligt at hæve sig op over den Cordelia-lignende tilværelse som cheerleader hun og acceptere sit kald.
Sutherland fik aldrig rigtigt fat om rollen som vogter, til Joss Whedons store fortvivlelse blev han ved med at skrive sine egne replikker om indtil de slet ikke gav mening længere. Så opgaven med at give troværdighed faldt i stedet til Anthony Stewart Head som ellers tidligere mest var kendt for en række kaffe-reklamer i england og for at have spillet transvestitten Frank N. Further i 'Rocky Horror Picture Show'.
Men trods denne baggrund, så er det netop sammenspillet mellem Head og Sarah Michelle Gellar som er med til at løfte de første sæsoner. Den stive englænder Rupert Giles og den udadvendte, hårdtslåede Buffy kan på nogen tidspunkter give mindelser om John Steed og Emma Peel i den klassisk engelske serie 'The Avengers' fra tresserne, men over tid blødes de to personligheder op - Buffy lærer at acceptere ansvar og Giles bliver mere afslappet og lærer at respektere Buffys anarkistiske sider.
Den gensidige respekt som opbygges kommer især til udtryk i 'Helpless' i tredie sæson, hvor Giles til sidst trodser de øvrige vogtere og bliver sat fra bestillingen. Hans afløser Wesley (eller 'Giles the next generation' som Xander døber ham) optræder i de første afsnit næsten som en karikatur over Giles som vi kender fra første sæson. Han vinder aldrig respekt hos hverken Buffy eller Faith, og fremtvinger dermed konfrontationen som gør at Buffy vælger at gå sine egne veje.
I fjerde sæson overskygges 'The council of watchers' af 'The initiative' som den nye hemmelige organisation. Wesley får en ny plads som et usikkert og ofte komisk medlem af Angels team og kun i crossover-afsnittene der starter i Buffy med 'This years girl' og slutter i Angel med 'Sanctuary' optræder vogterne, nu mere som fjender end som allierede.
Tilsyneladende er de en organisation med betydelige ressourcer og indsigt i hvad der foregår i den overnaturlige del af verden, men samttidigt er de åbenbart ude af stand til at definere en rolle for sig selv udover den der indebærer at være bagland for den udvalgte i hver generation.
De der følger Buffy-universets udløbere i tegneserie verdenen, kan endda se hvor galt det går i fremtiden. I Joss Whedons nye serie 'Fray', som foregår i en fremtid hvor vampyrer og den der jager dem forlængst er glemt, er 'The Council of Watchers' endt som ynkelige, mentalt forstyrrede personer ude af stand til at levere nogen hjælp til Fray da vampyrerne vender tilbage.
Tilbage til skriverier