Buffy må endnu en gang kæmpe mod en robot i meget menneskelig forklædning. Og i Sunnydale ser robotter ud til at have de samme behov som mennesker, at elske eller blive elsket.
Denne uges afsnit 'I was made to love you' og sidste uges 'Crush' er tematisk beslægtede, men med to forskellige indfaldsvinkler til emnet. I 'Crush' var det den uopnåelige kærlighed, symboliseret ved Spikes kærlighedserklæring til Buffy og hans efterfølgende forsøg på at overvinde hendes afvisning. I 'I was made to love you' er det derimod den alt for tilgængelige kærlighed der er emnet.
De fleste af os oplever det på et eller andet tidspunkt i livet, enten fordi vi selv kaster os ud i det, eller fordi vi ser en ven eller veninde gøre det. Man bliver så forgabt i et andet menneske at man helt mister sit selv. Pludselig laver man om på sig selv og går på kompromis på områder man normalt ville finde utænkelige, med det ene håb at den anden skal synes bedre om en hvis man er som de vil have det.
Det var sidste afsnits tema hvor vi så Spike forsøge at overbevise Buffy om at han kunne ændre sig for hendes skyld. Nu ser vi så historien fra en lidt anden synsvinkel, for selv om vi godt kan tvivle på at Spike kan ændre sig grundlæggende på grund af kærlighed, så virker Warrens robot-kæreste helt igennem oprigtig i sit forsøg på at være den ideelle kæreste.
Men vi mennesker er underligt indrettet, for selv om vi gerne vil accepteres og elskes for det vi er, så vil vi samttidigt gerne udfordres og have et andet perspektiv på tingene, ellers går vi i stå i vores udvikling. Og det er også hvad vores amatør 'mad scientist' må sande i dette afsnit, hvor han efter at have skabt den perfekte kæreste opdager at hun keder ham til døde og han hellere vil have en der tør sige ham imod.
Og så er vi så tilbage ved temaet fra sidste uge igen - hvad gør vi når vi ikke kan få det vi gerne vil have, for det hele udspringer jo af at Warren føler at han har retten til at få den perfekte kæreste, og hvis hun ikke ser ud til at dukke op, så må han selv gøre noget ved det. En overbevisning som Spike nu også ser ud til at have tilsluttet sig, så det er nok ikke sidste gang i denne sæson at det emne kommer frem.
I det hele taget ser det ud til at være sæsonen hvor man tager fat på en række temaer om hvordan man håndterer de ting som ikke kan håndteres, i den forstand at der nogen gange sker ting for os her i livet som vi er nødt til at acceptere at vi ikke kan ændre. Og med den afslutning kan vi jo kun frygte det værste.
Tilbage til skriverier