Som nogen måske har gættet, så har jeg samtlige sæsoner af Buffy på video, og har derfor allerede haft lejlighed til at se hvordan femte sæson slutter. Men bare rolig, der er ingen spoilers i denne anmeldelse.
Grunden til at jeg nævner det er, at det at have mulighed for at se forud kræver en vis del selvdisciplin. Da jeg fik fat i fjerde sæson gik det lige, sådan at jeg så afsnittet for ugen efter når det almindelige afsnit havde været der om søndagen. Men så pludseligt tog det fart og inden jeg vidste af det havde jeg set hele fjerde sæson. Det samme med femte sæson, knapt havde postbudet afleveret pakken fra Blackstar før at jeg havde gnavet mig igennem de første par afsnit.
Men så efter et par uger gik jeg ned i tempo og så næsten i stå igen efterhånden som jeg nærmede mig dette afsnit. Årsagen var selvfølgeligt at jeg allerede havde set på nettet og i SFX at vi i dette afsnit må se i øjnene at Buffys mor ikke var kommet sig så meget over sin sygdom som vi kunne have håbet.
Når man selv har prøvet at miste sin mor i en alder der ikke er så forskellig fra den Buffy har i serien, så rammer et afsnit som 'The body' alligevel nogen ting i en, selv så mange år efter. Så til sidst måtte jeg tage en marathon-søndag hvor jeg så 'The body' og de to næste afsnit ud i en køre.
Hvorfor rammer 'The body' så godt? Jeg tror det er fordi den tager en meget realistisk indfaldsvinkel til emnet, taget i betragtning at serien jo sådan set i forvejen vrimler med levende døde af den ene eller anden karakter. Vi ser ikke at Joyce på magisk vis bliver genoplivet af Buffy, ligesom vi tidligere så at der ikke fandtes en magisk kur mod den hjernesvulst hun blev opereret for.
På samme måde ser vi ægte menneskelige reaktioner fra Buffy, som jo ellers som vampyrernes skræk har set sin andel af deres ofre og derfor godt kunne optræde mere hærdet.
Tilbage til skriverier