Voksne mænd græder som bekendt ikke, men det kan godt være meget svært ikke at knibe en tåre når man må tage afsked med nogen man har fulgt i fem sæsoner. Så helt alene i stuen foran video'en snøftede jeg en enkelt gang, tog kasetten ud og stillede den op sammen med de andre fra femte sæson på reolen. Gik lidt hvileløst rundt om mig selv - hun kunne da ikke bare være væk? Nu havde vi delt 100 afsnit, plus genudsendelser, plus de ekstra gange jeg havde set hende på de video'er jeg havde købt.
Så resolut besluttede jeg mig for at noget måtte ske. Tilbage til reolen, frem med 'Wellcome to the Hellmouth/The harvest'. Vi tager dem en gang til!
Hvorfor knytter vi os sådan til opdigtede figurer? Conan Doyle fik ballade over at have slået Sherlock Holmes ihjel. Massevis af Trekkies var ude af sig selv da Spock døde i 'The wrath of Khan' og som gammel Marvel comics fan har jeg fulgt hvordan forfattere skaffede sig af med Gwen Stacy i Spiderman og Jean Grey og Angel i X-men, kun for at få lange følelsesladede læserbreve tilbage hvor folk fortalte om deres forhold til den afdøde figur, skrev små digte eller udgød deres vrede over at også i fantasiens verden er livet uretfærdigt nok til at kræve at de gode må dø.
Jeg tror at der hvor en seriefigur går fra bare at være en god historie til at være noget vi føler en følelsesmæssig tilknytning til er, når vi enten genkender noget af os selv i figuren, eller at seriens handling kommmer tæt på hvad der sker i vores eget liv.
Stephen Kings delvist sammenhængende historier omkring byen Castle Rock er et godt eksempel på det. 'IT' ramte plet hos mig dels fordi jeg kunne huske hvordan det er som barn at være bange for et uhyre udenfor vinduet, under sengen eller hvor det nu var ens fantasi havde placeret det den pågældende aften. Men også fordi at jeg, ligesom bogens hovedpersoner, var nødt til at kigge bagud mod min egen barndom og konfrontere nogen ubehagelige ting.
I det øjeblik noget sådant sker, så løfter fortællingen sig og bliver mere end bare en historie - et kort øjeblik er vi en del af handlingen og hovedpersonens kamp bliver også vores egen.
I tilfældet med Buffy skete det ved at "Surprise/Innosence" faldt sammen med mine egne problemer på kærlighedsfronten. Så pludseligt fik Buffys oplevelse af, at den hun elskede højest og stolede mest på i denne verden pludseligt blev ond en helt anden dimension.
Havde mit eget liv og Buffys ikke lige kortvarigt nærmet sig hinanden, var jeg sikkert fortsat med bare at se den som endnu en af de vampyr-historier jeg holder så meget af. I stedet blev det starten på en mindre besættelse fik mig til at skrive artikler om hende på nettet, investere i både bøger og tegneserier med hende og som sagt også at knibe en lille tåre ved tanken om at hun ikke skulle være iblandt os mere.
Men hvad så med næste sæson af Buffy? Tjah, nogen har selvfølgeligt smugkigget rundt på nettet og ved allerede hvad der sker. Andre kan overveje Buffy-forfatteren Dough Petries udtalelser i et interview på BBC's website for et stykke tid siden hvor han forklarede at nu hvor Buffy er død, så bliver serien lidt kedeligere, det bliver mest noget med at folk laver lektier, udfylder selvangivelsen og den slags ting. Ligesom 'Venner', bare ikke morsomt.
Og så ved vi jo at hun jo overlevede 'Prophecy girl' i første sæson..... så hvil i fred Buffy, indtil næste sæson.
Tilbage til skriverier