Buffy og Riley er på patrulje sammen da de opdager en dæmon og en vampyr som overraskende arbjeder sammen. Sæsonens superskurk Adam er på spil igen bag kulisserne og får væsener der ellers hader hinanden til at arbejde sammen.
Buffys forslag til hvordan de deler arbejdet skal vise sig at være profetisk for resten af afsnittet: "Okay. You get fang. I'll get horny", for støvet har knapt lagt sig efter vampyrens møde med træpælen før Riley har slæbt Buffy med hjem i dobbeltsengen, hvor de stort set opholder sig resten af afsnittet - ikke svært at forstå hvorfor mandlige Buffy-fans alle steder hader Riley.
Buffy og Rileys udskejelser mellem lagenerne viser sig at udløse en masse overnaturlige begivenheder i huset som kræver at Xander og Anya må finde ud af hvordan man får pillet de to batterier ud af bøh-fabrikken på trods af deres egne seksuelle problemer (Anya mener at deres forhold er i dybe problemer da der er gået et døgn uden sex, ifølge hendes ex-dæmon logik er det første skridt på vejen mod afslutningen af deres forhold).
Det er nok svært at tage afsnittet helt seriøst hvis man ikke er vokset op med en sex-moral af amerikansk støbning (eller engelsk for den sags skyld, BBC fik for nyligt en næse fordi et Buffy-afsnit havde været for frækt).
Hvad siger du? Er Buffy for fræk? Ikke fræk nok? Undrer du dig over hvor man kan møde piger som Anya?
'Where the wild things are' markerer også Giles tilbagevenden til musikken. I 'Band candy' blev der hentydet til at han i sin vilde ungdom som 'Ripper' havde haft et band hjemme i London. Senere lykkes det ham også med success at bilde sin on/off veninde Olivia ind at han var et af de oprindelige medlemmer i Pink Floyd.
Fjerde sæson har været en rodet tid for Giles. Efter at The Council of Watchers fyrede ham i slutningen af tredie sæson og Buffy efterfølgende bad dem rende og hoppe da de ikke ville hjælpe Angel er det gået ned ad bakke for Giles. Tredie sæson endte med at biblioteket blev sprængt i luften, hvorved Giles så også mistede sit andet job. Da Buffy samttidigt er optaget af sine studier på Sunnydale University og sit nye forhold til Riley, begynder Giles at føle sig udenfor og forsøger nu at finde en ny tilværelse gennem de ting der interesserede ham før han måtte påtage sig rollen som Watcher.
Rollen som sanger er ikke fremmed for Anthony Stewart Head som spiller Giles. Hans bror Murray Head havde et mindre hit i 80'erne med 'One night in Bangkok'. Og Anthony har selv tidligere spillet rollen som Frank'n Further i kult-teaterstykket 'Rocky Horror Picture Show' - og tanken om at se manden vi kender som Giles iført dametøj er vel egentlig mere skræmmende end de fleste af de ting som Buffy møder på en normal aften-patrulje.
Efter at have introduceret en af hovedpersonerne som sanger er Joss Whedon blevet mere ambitiøs, og har lovet at sjette sæson vil indeholde et nyt eksperimenterende afsnit, ligesom 'Hush' der overvejende udspillede sig uden replikker. Det kommende afsnit vil udelukkende indeholde sungne replikker.
Hvad synes du? Kan man forestille sig et helt afsnit af Buffy hvor folk synger?
Tilbage til skriverier