Buffy siger et sted "I can fool Giles, I can fool my friends, but I can't fool myself. Or Spike, for some reason", hvilket er en ganske god opsummering af forholdet mellem dem, og måske også en del af forklaringen på hvorfor Buffy selv efter tre sæsoner endnu ikke har rydtet ham af vejen.
Ingen tvivl at Buffy er ham fysisk overlegen, selv hans nye vampyr-kæreste Harmony advarer ham mod at han skal holde sig væk fra Buffy, da det altid ender med at hun giver ham bank. Men Spike er ressourcefuld, det er trods alt ikke for ingenting at han tidligere har slået to vampyrdræbere ihjel, så i stedet bruger han den psykologiske indsigt der også gjorde at han kunne gennemskue hvad der skete med Willow efter bruddet med Oz mens ingen andre anede uråd.
Spikes plan skal hjælpe ham til at slippe af med den chip som gør at han ikke kan angribe mennesker. Det kan han kun opnå ved at holde sig gode venner med Adam, som til gengæld ønsker at aflede Buffys opmærksomhed fra sine planer.
Den Yoko-faktor som afsnittets titel henviser til det faktum at mange mennesker efter at The Beatles gik fra hinanden bebrejdede Yoko Ono for at være den der havde drevet John og Paul fra hinanden, på trods af at den mere sandsynlige forklaring var at bandets medlemmer allerede var gledet fra hinanden inden hun viste sig på scenen (måske skulle man i stedet bebrejde hende en række ikke specielt gode plader indspillet med og uden John Lennon :-)
Og mens Spike spiller folk ud mod hinanden ved at udnytte deres forskellige svagheder dukker Angel op og bidrager til det almindelige kaos ved at ryge i slagsmål med Riley. Selv om Buffy skrider ind og lover begge to bank hvis ikke de dæmper macho-attituden, en scene der ikke kan undgå at virke morsom når man ser den lille Buffy stå mellem to vrede granvoksne mænd.
Den mere seriøse side af afsnittet er den krise som seriens hovedpersoner stilles overfor, som også rammer i virkelighedens verden. Mennesker udvikler sig hele livet, og nogen gange betyder det også at man udvikler sig i forskellige retninger som kan betyde at man bevæger sig væk fra hinanden. Sagerne stilles ofte på spidsen når man indleder nye kapitler i sit liv, efter afslutningen af skolen, på det første job, når man selv eller folk omkring en bliver gift og får børn.
Seriens personer er blevet ældre, og det betyder også at de problemer det tumler med bliver af en anden karakter. Det er ikke længere spørgsmålet hvordan man undgår at forældrene opdager hvad der i virkeligheden sker, og hvordan man får sneget sig ud for at redde verden fra undergang, selv om man har stuearrest.
I stedet er det nu også ting som valg af partner, seksuelle præferencer, valg af karriere eller skift af den eksisterende karriere der optager hovedpersonernes tanker - mens de stadigt skal nå at redde verden. Det giver på en gang en følelse af udvikling hos de personer man har lært at kende, som gør at de ikke bare virker to-dimensionelle, men samttidigt også en følelse af at man taber noget af den naive og uskyldige high school verden som var en del af seriens oprindelige charme.
Er det godt eller skidt at Joss Whedon og co. begynder at introducere 'voksne' problemer i serien? eller er det bare anderledes? Hvem ville egentlig vinde hvis Buffy bare lod Angel og Riley slås færdig?
Tilbage til skriverier