Drømme er noget mærkeligt noget. Efter at have set thanksgivning afsnittet 'Pangs' tidligere på sæsonen, drømte jeg at jeg spiste oksesteg med Spike og Angel - ikke overraskende foretrækker de begge deres oksekød rødt indeni. Hvorfor Buffy ikke var med ved jeg ikke, måske som et udtryk for at jeg er nået til den modne alder hvor jeg hellere vil have en god middag end at gå ud og jage damer? Mystisk og lidt skræmmende :-)
De to ord er noget jeg tror de fleste kan hæfte på ivhertfald nogen af deres drømme. Lige fra barndommens mareridt over en uhyggelig film på TV til voksenlivet, hvor man kan forsøge at bruge sin voksne analytiske sans til at finde en mening eller et budskab fra underbevidstheden, må vi erkende at drømme er noget vi ikke kan styre og ikke altid forstår.
Derfor er drømme også et oplagt emne når der skal fortælles en uhyggelig historie. Wes Cravens 'Nightmare on Elm Street' film var, ihvertfald for mig, netop skræmmende fordi de foregik i et miljø hvor man ikke har kontrol over sine omgivelser.
Det er som regel muligt at overbevise sig selv om at der ikke findes monstre eller vampyrer i denne verden (selv om en tur forbi kirkegården på vej hjem fra en 'Fredag d. 13.' film godt kan flytte grænser på dette område), men straks mere vanskeligt at tro at der ikke vil ske noget i en drømmeverden hvor man måske allerede har stået ansigt til ansigt med både Dracula, Hannibal Lechter eller hvad der nu skræmmer en.
Drømme spiller også en vigtig rolle i Buffy-universet, faktisk introduceres vi første gang til Buffy gennem hendes profetiske drøm om det kommende opgør med 'The Master', og i samme afsnit bruger Giles den som første skridt på vejen til at overbevise hende om at hun ikke kan fornægte sin skæbne som den udvalgte til at bekæmpe alverdens ondskab:
"Perhaps there is no trouble comming, the signs could be wrong it's not as though you've been having the nightmares"
Senere i første sæson er det igen drømmene der er på spil med den fremragende 'Nightmares', hvor alle de medvirkendes mest skræmmende mareridt bliver til virkelighed.
I 'Restless' bruges drømmene som en modvægt mod det store special-effects overkill i 'Primeval' for igen at vende blikket mod det overnaturlige og mytoligiske aspekt af Buffy-universet, og samttidigt give et par skjulte hentydninger til hvad vi kan forvente os i femte sæson (så en diskret advarsel om en mindre spoiler i næste afsnit er nok på sin plads her).
Allerede i tredie sæson så vi at ikke bare har vampyrdræberne evnen til at drømme profetiske drømme, der er åbenbart også en forbindelse mellem deres drømme, da Faith ligger i coma giver hun Buffy hemmeligheden til hvordan hun kan få ram på Borgmesteren. I 'This years girl' så vi Buffy og Faith i Faiths drøm gøre en seng klar til Buffys lillesøster, og i dette afsnit afsløres det så at Buffy åbenbart også på et eller andet niveau har oplevet den drøm.
Taras kryptiske bemærkning 'Be back before Dawn' hentyder selvfølgeligt til Dawn, Buffys lillesøster som dukker op i næste afsnit. Og hvis du nu sidder der efter fire sæsoner og tænker 'Hvis Buffy har en lillesøster, så er jeg ret sikker på at vi ville have lagt mærke til hende på det her tidspunkt?', så kan jeg kun sige at der er en forklaring på det hele, så hav tålmodighed, alt vil blive forklaret i femte sæson.
Tilbage til skriverier