Denne uges afsnit var så starten på den længe ventede femte sæson, som i mine øjne er klart bedre end fjerde sæson, og helt på højde med de tre første sæsoner. Ok, lad mig straks tilstå, jeg har smugkigget, for video-udgaven har været på gaden i et stykke tid efterhånden, faktisk så længe at starten af femte sæson her i Danmark næsten falder sammen med starten på sjette sæson i USA. Hvorom alting er, så skal jeg afholde mig fra spoilers og nøjes med at skrive om denne uges afsnit.
Hele min lange, og efter mine forældres mening ikke altid lige sunde, fascination af vampyr-genren startede for næsten 30 år siden da jeg faldt over børneradioens dramatisering af Bram Stokers klassiske "Dracula". Fra det øjeblik jeg hørte om Jonathan Harkers ankomst til Transylvanien underlagt vindsus og hylende ulve der vidste jeg at her var noget særligt. Selv ikke velmenende forældre og læreres snak eller talrige mareridt kunne drive det ud af mig. Siden kom flere til, Louis, Lestat, Jean Claude, Harry Keogh, Angel, Spike...
Men selv efter alle disse forskellige drejninger af vampyr-myten fra det næsten menneskelige til det næsten groteskt monstrøse så beholder Dracula den oprindelige fascination som ur-vampyren i mytologien. Derfor er det også passende at Buffy efter at have mødt ur-vampyrdræberen i forrige afsnit nu står overfor den mest berømte af dem alle, og som endnu en drejning af handlingen så er det så Buffys berømmelse i vampyr-verdenen der til sidst får Dracula til at tage turen til USA.
Selve omplantningen af Dracula til Buffy-verdenen er selvfølgeligt ikke helt uden problemer. Vampyrerne i Buffys verden er jo skabt ved at fravælge nogen af de traditionelle vampyr-karakteristika som evnen til at forvandle sig til tåge, en ulv eller den velkendte flagermus - så det må bortforklares som magi. Udover det er Buffys verden så rig på referencer til populærkultur at det ville virke utroværdigt hvis man forsøgte at lade som om at Dracula ikke var en fiktiv figur.
Det er ikke første gang at man har forsøgt at forene Stokers fiktive figur med den virkelige historiske Dracula og forklare hvordan begge dele kan eksistere i denne verden. I den fremragende novellesamling "Dark Destiny III: Children of Dracula" bruger både Caitlin R. Kierman og Richard Lee Byers den ide at det er Dracula der står bag udarbejdelsen af Stokers bog.
Dracula i Buffy-verdenen bliver derfor en person der er opslugt af sin egen mytologi og af ikke at jage mennesker, men at forføre dem til villigt at lade ham suge deres blod. Det giver så også mulighed for at sætte Buffy i scene som en slags Mina Harker fra den oprindelige fortælling, suppleret af Xander som den insektspisende Renfield. Selv Giles får en kort rolle som Jonathan Harker sammen med de tre blodtørstige søstre. For slet ikke at tale om det mindre gotiske slot som pludseligt dukker op ud af den blå luft for at placere Dracula i de rette omgivelser.
Men paralellen kan selvfølgeligt kun trækkes et stykke hen ad vejen, Buffy er jo ikke nogen skrøbelig viktoriansk kvinde, så inderst inde ved vi jo godt at det kun er et spørgsmål om tid inden viser sig også at være Draculas ligemand ... eller hedder det kvinde? Sjovt hvordan Dracula der selv i halvfjerdsernes lettere morsomme "Kærlighed ved første bid" trods alt vandt over den kedelige bløde mand som den forføreriske fremmede nu må bukke under for senhalvfjerdsernes fornemmeste eksponent for girl power - de gamle mandige dyder går en hård tid i møde.
Og så slutter afsnittet jo med begyndelsen til et af de bedste plot-twists man har set siden Angel blev ond i sæson to. Så hvis du stadigt går rundt og tænker "Øøøøøh, hvaffornogetvardeligederskete??" så glæd dig til næste uges afsnit.
Tilbage til skriverier