Sidste uges afsnit af Buffy var en slags anerkendelse af fortiden med en tribut til den oprindelige vampyr Dracula. Samttidig var det også anerkendelse af at efter fire sæsoner er Buffy nu også selv ved at være en del af det populærkulturelle vampyr-univers helt på linie med Dracula, Lestat eller Anita Blake. Afsnittet pegede også frem mod to vigtige ting som fremtiden i femte sæson vil byde på, Dracula såede tvivl om hvad der ligger bag Buffys kræfter som vampyrdræber, et mørkt og dystert aspekt hende og Giles bliver nødt til at udforske, og så mangler vi stadigt en forklaring på hvordan Buffy pludseligt havde en lillesøster som vi aldrig har hørt om.
Som jeg allrede har skrevet om i en anden artikel i dette fællesskab, så var jeg temmeligt skeptisk overfor ideen om at introducere Michelle Trachtenberg som Buffys lillesøster Dawn, og sådan tror jeg at der var flere fans der havde det. Så 'The real me' stod for mig som prøven på om Joss Whedon og co. havde truffet den rette beslutning eller ej. Jeg tror faktisk aldrig jeg har været så begejstret for at have taget fejl, for 'The real me' viste sig at være et rigtigt godt afsnit.
I stedet for at lade resten af de faste medvirkende rende rundt og tænke 'Øøøøh, hvor kom hun fra?', ser vi hele verden fra Dawns perspektiv. Det betyder at man meget hurtigt føler at man kender noget til hvem hun er og hvad hun tænker og føler. Indfaldsvinklen til Dawn er hendes indre dialog med sin dagbog, som er en blanding af den sædvanlige teenager 'Ingen forstår mig' og så Dawns forsøg på at forstå den usædvanlige familie og vennekreds som man ender med at have når ens storesøster tilfældigvis også er det eneste der kan redde verden. For nu at bruge hendes egne ord:
"I could so save the world if somebody handed me super powers..." "
Specielt morsomt er det for eksempel at se at hun ikke bryder sig specielt om Riley, men derimod er smålun på Xander. Selv om der selvfølgelig kun er tale om en teenage-forgabelse i en ældre dreng, så fortsætter hun den tradition der siger at alle kvindelige medvirkende i serien, pånær Buffy, på et eller andet tidspunkt er interesseret i Xander.
En anden nyskabelse i denne uges afsnit er at vi ser første skridt i retning af at der etableres en ny base for 'The Scooby Gang'. Siden de Sunnydale High blev sprængt i luften i slutningen af tredie sæson har der manglet et fælles samlingspunkt for de faste medvirkende nu hvor biblioteket ikke eksisterer længere. Giles' lejlighed har delvist fungeret som base, men man har savnet et fast holdepunkt i fjerde sæson.
Giles som indehaver af en butik som sælger magiske ingredienser er endnu en understregning af at serien bevæger sig væk fra sidste sæsons high-tech miljø og tilbage til det mystiske og okkulte. Og ikke nok med det, Giles får en ny bil og en ny afslappet garderobe. Vi husker stadigt den gamle Citroen der fik Buffy til at udbryde 'One of these days you have to get a grown-up car", så en ny BMW, og intet slips - efterhånden har han bevæget sig temmligt langt væk fra den lidt kedelige, tweed-klædte bibliotekar fra første sæson.
Og oveni alt det her, så er Harmony tilbage, hvilket nok er det mest morsomme indslag i femte sæson indtil videre. Fra at være en ret ligegyldig tomhjernet veninde til Cordelia, dukkede hun op som Spikes veninde i fjerde sæson, og endte endda med at sætte ham på porten med en nyfunden selvfølelse. Tilsyneladende har det gjort hende ambitiøs nok til at forsøge på at blive denne sæsons nye superskurk, selv om vi nok allesammen har en følelse af at evnerne ikke helt står mål med ambitionerne, Buffy er ikke den eneste der får grineflip ved tanken om at Harmony har samlet en bande af håndlangere.
Harmonys forsøg som superskurk sætter forholdet mellem de to søstre på en prøve, som egentlig er den første men som for Buffy bare er endnu et eksempel på hvordan hendes irriterende lillesøster spreder kaos omkring sig. Hvorfor Dawn pludseligt er der, og hvorfor aller går rundt med erindringen om at hun altid har været der må vi vente på. I mellemtiden kan vi så se hvordan Buffy lidt modstræbende giver efter og redder Dawn fra at få ballade ved at dække over hende overfor moderen.
Hvad siger du? Klarede Dawn/Michelle Trachtenberg prøven? Var det for amerikansk og sentimentalt af Buffy dækkede over sin lillesøster? Er Harmony en kommende superskurk? Er BMW en mere voksen bil end en gammel Citroen?
Tilbage til skriverier