Mystiske munke på flugt fra et eller andet meget stort og stærkt som truer med at smadre en stor tung dør. Man må jo indrømme at man forventer noget i størrelse og udseende som det der kom ud af The Hellmouth i første sæson, eller som borgmestren i slutningen af tredie sæson.
Det sidste man havde forventet var at det der var på den anden side af døren var en mega- babe i en rød kjole. Men sådan er det i Buffy verdenen, bedst som man tror man ved hvad der foregår, så bliver det hele vendt på hovedet.
Den nye skurk spilles af Clare Kramer, som netop har spillet sammmen med Eliza Dushku i cheerleader filmen 'Bring it on', så hun har været så heldig at kunne få et par gode råd med på vejen om hvordan man klarer sig i Buffy-verdenen.
Ikke at hun ser ud til at have behov for det, Clare Cramer virker overbevisende lige fra første færd. Hun virker som et godt udtryk for den ide som Joss Whedon ofte er blevet citeret for, at almindelige mennesker er langt mere skræmmende end det overnaturlige.
Ikke at man kan sige at vores nye skurk, som indtil videre kun kendes som The Beast kan siges at være helt normal når hun kan slå Buffy så hun flyver flere meter gennem luften og er ved at ryge gennem den nærmeste væg.
Ved starten af denne sæson så det ellers ud til at Buffy var stærkere end nogensinde, hun overvandt den største vampyr af dem alle, Dracula. Selv Spike der engang var superskurk er reduceret til boksebold for hende og hendes super-soldat kæreste Riley er blevet en ganske almindelig mand.
Så for at blive ved med at forny serien er det nødvendigt at Buffy møder en anden slags udfordring. Som High School teenager var hun nok sårbar gennem sit valg af kærester, men både Angel og Riley var stadigt selvstændige nok til selv at kunne yde deres bidrag.
Nu som voksen kommer udfordringen i stedet i form af moderens sygdom, som ikke er resultat af noget mystisk overnaturligt angreb som kan bekæmpes med magi eller avanceret kampteknik. Der er simpelthen tale om en af de tilfældige og uforudsigelige situationer som kan ramme os alle når en der står os nær pludseligt bliver syg.
Samttidigt står hun nu med ansvaret for at beskytte sin nyopdukkede mystiske lillesøster, så det ser ud til at Buffy kommer til at sande at de værste udfordringer ikke altid er dem hvor vi må kæmpe mod noget der truer os selv, men dem hvor noget i er hjælpeløse overfor truer nogen vi holder af.
Og så midt i alt det her rod er der så stadigt noget der tegner til at blive sæsonens mest morsomme indslag - Spike som ikke rigtigt kan finde ud af hvorfor han pludseligt drømmer om Buffy begynder at hænge ud ved hendes hus mens han prøver ihærdigt på at overbevise sig selv om at han aldeles ikke bryder sig om hende... på en eller anden måde virker han ikke helt overbevisende.
I sidste sæson så det ellers ud til at Spike skulle overtage den rolle som Cordelia havde haft, som den der uden takt og fornemmelse for situationen sagde hvad han tænkte. I denne sæson ser det mere ud som om at han aspirerer til Xanders tidligere rolle.
Begge dele skyldes tilføjelsen af Anya som fast figur, dels har Xander fået noget andet at tænke på end at være håbløst forgabt i Buffy, dels har vi fået en figur der om muligt har endnu mindre takt og situationsfornemmelse end Cordelia havde.
Det er svært ikke at holde af hende når hun til Xanders forklaring om at man ikke sender en kunde ud af forretningen med "Please go" svarer "But I have their money". Efter sigende skulle manuskriptforfatteren Jane Espenson selv mere eller mindre have stået model til Anyas måde at opføre sig på, hvilket må gøre det til noget af en oplevelse at arbejde sammen med hende.
Men for at vende tilbage til Spike, så kan man ikke lade være med at tænke på Giles' kommentar da han første gang hører Angel erklære sin kærlighed til Buffy: "A vampire in love with a Slayer, that's rather poetic".
Tilbage til skriverier