Man skal normalt ikke klage når Joss Whedon og co. forsøger at gøre noget igen der er gået galt tidligere, hvis ikke han havde gjort det havde vi riskeret at alle Buffy-fans skulle nøjes med en middelmådig kult-film med Christy Swanson og Donald Sutherland. Men måske er det tid til at give slange-monstre en lang og velfortjent ferie fra Buffy-universet.
Det virkede på en eller anden måde som om at man forsøgte sig igen på grund af problemerne med Machida i det tidligere afsnit 'Reptile boy'. Dels var der problemer med slange-dragten som gjorde at kampscenerne måtte afkortes, dels løb man tør for tid inden optagelserne af den afsluttende scene hvor det lykkes Machida at samle sin krop igen efter at Buffy har hugget den i to stykker.
Det lykkes heller ikke rigtigt denne gang. Glorys økonomistørrelse cobraslange virker ikke rigtigt overbevisende, specielt i de afsluttende kampscener. På lang afstand ser det fjollet ud med Buffy ridende på ryggen af en kæmpeslange, og i nærbillede ser ikke engang Sarah Michelle Gellar ud som om hun helt tror på ideen.
Så alt i alt må jeg erklære mig enig med Anya og sige at et angreb af kæmpestore kaniner nok havde været ligeså skræmmende.
Afsnittet er lidt rodet, men med nogen få store højdepunkter, som for eksempel Spike der roder rundt i Buffys tøjskuffer og Glory på indkøb i 'The Magic Box' mens alle undrer sig over hvem og hvor hun er.
Mens afsnittet helt kikser på monster-siden, så rammer det til gengæld helt plet hvad angår hverdagens rædsler. Buffys mors sygdom har luret i baggrunden i en del afsnit efterhånden, og hvis du er typen der holder dig væk fra udenlandske blade og web-sites for ikke at få afsløret hvad der sker i kommende afsnit skal jeg ikke afsløre noget her.
En anden ting der lurer lige under overfladen fra afsnit til afsnit er hvad der sker mellem Buffy og Riley. Vi har allerede i tidligere afsnit været inde på hans frygt for ikke at slå til i forhold til Buffy, hvilket Spike udnytter til egen fordel på vanlig lusket vis.
På BBC's Buffy site er der ligefrem oprettet et specielt alter for 'den dummeste mand på TV' som han kaldes, hvor der hver uge ofres speciel opmærksomhed på hvilke tåbeligheder Riley har begået i ugens afsnit, og man må sige at hans enmands Rambo-stunt og den lettere tvetydige scene med den kvindelige vampyr endnu engang sikrer at der er rigeligt at skrive om.
Så selv om ugens afsnit ikke var et af de bedste, så er der lagt op til en masse interessante handlinger i de næste par afsnit, så hvis du ikke allerede har købt hele femte sæson på video eller har fulgt serien på BBC, så er der nok at glæde sig til.
Tilbage til skriverier