Mens denne sæson af Buffy har budt på en fremragende overskurk i skikkelse af Glory. Til gengæld har de to seneste afsnit budt på to knapt så overbevisende monstre. Lad os se det i øjnene, det der med at sparke røv på væsener fra det ydre rum bør overlades til Sigourney Weaver.
Til gengæld må man sige at Buffy folkene stille og roligt arbejder sig gennem alle genrens klassikere lige fra første sæsons Nosferatu-skurk over Frankenstein historien 'Some assembly required' og monstret fra den sorte lagune i 'Go fish' frem til denne sæsons møde med Dracula.
Gyser-mestren over dem alle, Stephen King, har udtalt at man kan aflæse hvad der bekymrer den gennemsnitlige amerikaner ved at se på hvordan hollywood-monstrene har udviklet sig over tid.
I slut-halvtredserne hvor amerikanerne pludseligt opdagede at de måske kunne blive overhalet i rum-kapløbet vendte bekymringerne sig udad. Rumvæsener som invaderede jorden med deres overlegne teknologi blev sindbilledet på den amerikanske paranoia.
I halvfjerdserne var det frygten for oprøret og ungdommen som fandt sit udtryk gennem den besatte pige i 'Exorcisten' mens den begyndende frygt for kræft og andre sygdomme fik sin storhedstid hos Cronenberg og den første Alien film hvor monstret ligefrem vokser ud af en af de medvirkendes krop.
I halvfemserne fik vi så den ironiske distance som kunne ses som en udløber af den nye verdensorden hvor østblokken ikke længere var en fare og USA igen etableret i rollen som den globale politimand. Svært at være bange under den slags omstændigheder.
Men den menneskelige hjerne er altid god til at finde nye ting at bekymre sig om, så væsenet fra det ydre rum fik sit comeback kombineret med sammensværgelsesteorier i for eksempel X-files.
Hvad begivenheder som for eksempel angrebet på USA d. 11. september og de efterfølgende tilfælde af biologisk terror med miltbrand kan skabe af nye skræmmebilleder i gyser-forfatternes univers er ikke til at sige endnu. Men mens monstrene skifter over tid, så er der en ting der altid er mere skræmmende end noget en special effects mand nogensinde kan skabe - andre mennesker.
Vi har været igennem en masse eksempler på det allerede i Buffy universet, kæresten der pludseligt ændrer sig og bliver ond, folk der mishandler deres kæreste eller et barn de har ansvaret for, venner der svigter og fører en på afveje.
Personligt er jeg typen der checker panisk efter headset til en mobiltelfon hvis nogen kommer gående mod mig på gaden og snakker til nogen der ikke er der, og som gerne skifter vogn i S-toget hvis en af mine medpassagerer begynder at snakke usammenhængende.
Selvfølgeligt kan man lade som ingenting, måske endda blive lettere irriteret over den slags indslag i sin hverdag. Men hvad sker der når den underlige person man står overfor, som måske nok fysisk stadigt er til stede, men hvis hele virkelighed er et helt andet sted henne er en af ens nærmeste.
Findes der noget mere skræmmende?
Tilbage til skriverier