Buffy med PMS ?
Ovenpå Rileys exit i 'Into the woods' kunne man godt frygte for hvordan Buffy nu ville tage bruddet med kæresten. Tidligere sæsoner har budt på rigeligt med kærestesorger både til Buffy og de andre medvirkende, så man kunne frygte at vi skulle igennem hele det store følelsesregister igen.
Heldigvis valgte Jane Espenson, som har skrevet denne uges afsnit at gå en helt anden vej. Hun lader Buffy veksle mellem køligt overblik og tilsyneladende kontrol og overgearede følelsesmæssige reaktioner så det ikke kan undgå at blive morsomt.
Dermed ser det ud til at den eneste i serien med rigtige kærestesorger i denne sæson bliver Spike, som fortsætter den bizzare forvandling som hans forelskelse i Buffy har sat igang. James Marsters leverer endnu en fremragende præstation ved at føre Spike ned fra den truende skurkerolle til den nærmest generte teenager som han forvandles til når Buffy træder ind i lokalet.
Men ellers er det interessante ved denne uges afsnit at det genfortæller en historie som man udmærket kender, bare i nye omgivelser. Det ses så ofte i amerikanske serier at man nærmest må kalde det en tradition. Et ofte anvendt forbillede er Dickens juleeventyr hvor den gnavne og bitre Scrooge ser sit liv i nyt perspektiv og ændrer levevis.
Et andet klassisk eksempel er Frak Capras "It's a good life", hvor hovedpersonen overbevises om sin egen betydning ved at se hvordan verden ville have set ud hvis han ikke var blevet født.
'Renegade' som på TV Danmark hed noget i retning af 'Dusørjægeren' havde en glimrende genfortælling med Johnny Cash i rollen som skytsenglen der fører Reno Raines fra selvmedlidenheden frem til et nyt perspektiv. I Buffy så vi en tilsvarende nyfortolkning af temaet i 'The Wish', hvor vi ser hvad der vllle være sket hvis Buffy aldrig var kommet til Sunnydale.
Efter at Xander i sidste afsnit endeligt erklærede sine følelser overfor Anya, måtte der nødvendigvis komme et afsnit hvor vi skulle igennem et opgør med hans tidligere forhold til Willow.
I bedste amerikanske stil bliver det løst ved at de to kombettanter "tilfældigvis" ender sammen i en situation hvor de ikke kan bakke ud og hvor de er nødt til at overvinde deres modstridende følelser og arbejde sammen mod noget der truer dem begge.
Det er set hundrede gange før i forskellige mandefilm, den disillusionerede gnavne gamle strømer der kommer overens med en ung opkomling, den benhårde officer og den rebelske rekrut som vinder gensidig respekt under fjendligt beskydning.
Og nu altså heksen og ex-dæmonen som er nødt til at komme overens og forhindre at Sunnydale bliver raseret. For en gangs skyld er det ikke Willow der er skyld i at et forsøg med magi går grueligt galt, og faktisk er man næsten ved at have ondt af hende. Anya er måske nok morsom for os udenforstående med sin direkte facon, men ligeså meget som jeg holder af at se hende på skærmen, ligeså sikker er jeg på at jeg ville gå op i limningen efter kort tid sammen med hende.
Ville du kunne holde ud at være sammen med en 'Anya' på dit arbejde? eller synes du Willow er død-irriterende? Hvad er din foretrukne genfortælling af en klassisk historie?
Afstemning: Bedste Buffy genfortælling af en klassiker
Some Assembly Reuired (Frankenstein)
Buffy vs. Dracula (Dracula)
Go Fish (The Creature from the Black Lagoon)
Out of mind, out of sight (The Invisible Man)
Inca Mummy Girl (The Mummy)
The Wish (It's a good life)