Illnath - Et kommende dansk metal-stornavn?

af Kent Damgaard

Opvarmningsbands kan være en blandet fornøjelse til koncerter. Ikke alle har samme talent som det band de varmer op for, og de der har må stadigt slås med dårlig lyd og almindelig ligegyldighed fra publikums side. Så som rutineret koncertgænger kan man godt få en trang til at ankomme mere end det akademiske kvarter for sent og springe opvarmningen over. Illnath er et af de bands der vender alting på hovedet og pludselig kan få en til at møde op bare for at høre opvarmningen.

Mit første møde med Illnath var som første band ved en koncert på Forbrændingen i Albertslund hvor jeg egentlig var kommet for at høre Blazing Eternity. At sige at koncerten var velbesøgt på det tidspunkt er nok en overdrivelse, en lille kødrand af fanatiske tilhængere foran scenen udviste stor entutiasme, mens mere rutinerede koncertgængere som undertegnede og en 5-6 andre holdt os på halvdistancen, i behagelig nærhed af baren.

Men trods det ringe fremmøde gav Illnath den fuldt ud både musikalsk og i den tilhørende bloddryppende iscenesættelse af numrene. De overgik ikke Blazing Eternity, men det er der ikke så mange bands der gør i min verden, men man gik derfra med en følelse af at 'dem må vi høre igen hvis lejligheden byder sig'. Det gjorde den heldigvis for nyligt, efter et par kiksere hvor deres koncerter kolliderede med andre navne andetsteds i byen, hvor Illnath varmede op for Illdisposed.

Bandet gør sin entre iført den obligatoriske corpse-paint, mens forsanger Simon "Harme" Torsback har valgt at male hele hovedet så tankerne uvilkårligt ledes over på Satyricon, mens musikken mere leder tankerne over på Cradle of Filth og Dimmu Borgir.

Sidstnævnte hørte jeg for nyligt omtalt som 'black metals svar på Spice Girls' af en af mine mere ekstremistiske bekendte. Det afspejler meget godt det skisma der altid har været indenfor den hårde rock, hvor nogen altid søger nye ekstremer, mens andre prøver at kombinere det ekstreme med det iørefaldende. Puritanerne vil altid se ned på de sidstnævnte, men der er rigeligt plads til begge retninger.

Hvorom alting er, så var vi et par stykker som gik fra koncerten med en nyindkøbt CD med fem numre, og en følelse af at Illnath denne gang faktisk havde overgået hovednavnet.

Tekstmæssigt brydes der ikke nyt land på gruppens CD 'Angelic Voices Calling', men vi får små løsrevne stemningsbilleder fra et mørkt og dystert landskab hvor døden vandrer i de flakkende skygger fra bål af brændende knogler, vampyrer jager og ender med at blive den jagede og religiøst vanvid skaber en kvindelig seriemorder.

'Angelic Voices Calling' er klart værd at lytte til hvis man i forvejen er til Dimmu Borgir, Cradle of Filth m.fl. Vi håber den snart bliver fulgt op af en fuld-længde CD.

Mere om Illnath på www.listen.to/Illnath